Til forældre: Få overblikket
Mød Lotte | Vejleder på IBC
I videoen giver studievejleder på IBC, Lotte Lundorff, gode råd til, hvordan du som forælder kan vejlede og støtte dit barn i valget af ungdomsuddannelse.
Læs alle Lottes råd og vores samtaleguide længere nede på siden.
Bliv en god sparringspartner
I 8. og 9. klasse bliver mange klar over egne styrker og interesser, men tvivl og usikkerhed omkring, hvad der er det rigtige at vælge, kan alligevel fylde meget og gøre valget vanskeligt. Her er din rolle som forælder og sparringspartner vigtig.
Nedenfor får du et par gode råd til, hvordan du som forælder bliver en god sparringspartner for dit barn i valgprocessen.
Tvivl er en naturlig del af det at træffe et valg, men for nogle kan det føles som et pres at lave en plan for fremtiden, hvis man er i tvivl. Det er derfor vigtigt at gøre dit barn opmærksom på, at valget af ungdomsuddannelse ikke definerer resten af livet, og at kammeraterne også er i tvivl.
Giv plads til refleksion, og tal åbent om mulighederne. Tænk på, hvad der kan være en god vej at gå, og hvordan vejen også kan ændres.
Undersøgelser fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) viser, at langt de fleste unge allerede i 8. klasse har besluttet sig for at gå på gymnasiet. Men at gøre noget fordi kammeraterne gør det, eller fordi det føles sikkert, er ikke nødvendigvis en god plan.
Alle ungdomsuddannelser giver muligheder, og åbner døre til videre uddannelse og forskellige karriereveje. Gør ikke dit barns valg til et valg mellem gymnasiet eller erhvervsuddannelser.
Hold derfor dialogen kørende med dit barn om de forskellige uddannelsesmuligheder og udfordre dit barns valg. Træf ikke endelige beslutninger for tidligt.
Hav hele tiden i baghovedet, at interesser, faglige styrker og motivation er vigtig, hvis dit barn skal have succes med sin ungdomsuddannelse. Undgå derfor at tale om jobs og titler, da det ikke nødvendigvis matcher dit barns interesser og faglige styrker.
Fortæl dit barn om din egen vej til det job, du har nu. Du kan også bruge andre familiemedlemmer som eksempel eller nogle i omgangskredsen, der har haft en lidt snørklet vej til det job, de har i dag.
Det kan give en tryghed at vide, at der altid er en vej videre, og at man ikke skal være bange for at vælge forkert.
Deltag i infomøder/åbent hus på forskellige skoler, hvor du sammen med dit barn kan mærke stemningen. Det er ofte i mødet med virkeligheden, at man mærker, hvad man vil og sætter ord på, hvad der har interesse.
Der findes også brobygning, erhvervspraktik og uddannelsesmesser, som kan være med til at give afklaring.
En samtaleguide
Nedenfor får du 5 forslag til typer af spørgsmål, du kan bruge, når du taler med din teenager om valget af ungdomsuddannelse og fremtiden generelt.
Stil åbne spørgsmål, der får dit barn til at reflektere over egne styrker, og hvad der er spændende.
Når dit barn kommer hjem fra skole, fritidsaktiviteter eller arrangementer med vennerne, så er det en god idé at spørge om, hvad der f.eks. var spændende eller om der er noget, dit barn vil vide mere om.
Det kan være svært at svare på, hvad man er god til. Ud over karakterarket, uddannelsesparatvurderingen og de ting, der ellers måles på i folkeskolen, er der mange andre talenter og egenskaber, som kan være værdifulde for en fremtidig arbejdsplads.
Du kan derfor spørge dit barn, hvornår han/hun har det allerbedst, og hvornår tiden flyver allermest? Og reflektér sammen over, hvad der bidrager til den oplevelse.
Peg eventuelt også på situationer, hvor du som forælder oplever begejstring og naturligt engagement hos din søn eller datter. Er det eksempelvis ved de boglige lektier? Er det i praktiske sammenhænge? Eller er dit barn super god til at skabe relationer?
Valget af ungdomsuddannelse handler ikke kun om fag, interesser og fremtidsforestillinger. I de år dit barn udvikler sig fagligt, sker der også store personlige forandringer. Derfor er det ligeså vigtigt at trives socialt og føle sig tilpas i kulturen på sin ungdomsuddannelse – og for nogle unge er det vigtigere end for andre.
Vælger dit barn en uddannelse på IBC, får han/hun ikke kun en ungdomsuddannelse. Din teenager bliver en del af et socialt fællesskab, og opbygger i løbet af skoletiden også sociale netværk, der måske holder resten af livet.
Tag en snak om, hvilke relationer, der er vigtige i dit barns hverdag. Hvor meget betyder det at følges med vennerne, og hvad vil det for eksempel betyde, hvis dit barn vælger en anderledes uddannelsesvej end de andre i hans eller hendes omgangskreds?
På IBC er der masser af mulighed for at få et stærkt socialt fællesskab. Vi har mange sociale aktiviteter, der bringer eleverne sammen på tværs af klasser og årgange. Der er blandt andet fester, spændende udvalg og forskellige aktivitetsdage, hvor alle elever også er sammen.
Mange unge oplever det som en stor og bindende beslutning at vælge, hvad de vil efter folkeskolen. Det kan sætte gang i nysgerrigheden om alle de muligheder, der findes i dag. Men det kan også medføre følelser af både pres, stress og ligegyldighed eller behov for at udskyde beslutningen.
Mærk efter, hvordan dit barn befinder sig i valgsituationen og tag en snak om de følelser, der fylder. Tænk på at afdramatisere valget – intet valg er bindende i overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse.
Fremtidsforestillinger kan være mere eller mindre konkrete.
Tag en snak om de drømme og fremtidsforestillinger, dit barn har, og tal om, hvordan vejen dertil kan se ud. Husk på, at en ungdomsuddannelse ikke fastlåser dit barn i en bestemt karrierevej.
Bliv klogere på vores uddannelsesmuligheder på IBC
Unge står over for mange valg, når de i dag skal vælge den ungdomsuddannelse, der passer til dem. Mange ved endnu ikke, hvor de drømmer om at ende, og derfor kan det være ekstra svært for dem at træffe en vigtig beslutning så tidligt i livet. Det stiller krav til dig som forælder, og rollen som vejledende forælder er vigtigere end nogensinde før.
Vi vil gerne hjælpe dig i gang. Derfor har vi lavet en serie af fire-fem nyhedsbreve, hvor du blandt andet får en samtaleguide med en række spørgsmål, du kan bruge til at få startet snakken med din teenager om valget af ungdomsuddannelse og fremtiden generelt. Derudover fortæller vi dig om, hvilke ungdomsuddannelser vi udbyder i den by, der er relevant for dig.
Vi håber, at disse nyhedsbreve vil bidrage til, at du som forælder bliver bedre klædt på til at vejlede din søn eller datter.
Du tilmelder dig vores nyhedsbreve herunder og angiver, hvilken by du ønsker at modtage information fra. Nyhedsbrevene er, som nævnt, en del af en serie, hvor du modtager en mail hver dag i fire til fem dage. På den måde får du lidt information af gangen.
God fornøjelse.