På Dronning Margrethesvej i hjertet af Aabenraa ligger de 9.000 kvadratmeter moderne undervisnignsbygninger, der udgør IBC Aabenraa. Her har cirka 100 fastansatte medarbejdere og 690 årselever, som kommer fra en stor del af Sønderjylland, deres daglige gang.
IBC Aabenraa startede oprindeligt som Købmandsskolen i Aabenraa, da Aabenraa Handelsstandsforening iværksatte handelsskoleundervisning i 1868. Med 140 års historie er IBC Aabenraa dermed en af Danmarks ældste handelsskoler.
I 1996 skiftede Købmandsskolen i Aabenraa navn til Aabenraa Business College for at markere et stærkt stigende internationalt fokus og et dedikeret arbejde med at sikre uddannelser med internationalt udsyn og udveksling.
For yderligere at styrke denne position blev Aabenraa Business College i 2004 en del af IBC International Business College, som på daværende tidspunkt var en fusion af Kolding Købmandsskole og Fredericia-Middelfart Handelsskole.
Priser
I 2010 vandt IBC Aabenraa Undervisningsmiljøprisen.
I 2008, 2009 blev hg og hhx på IBC Aabenraa tilsammen Årets Kvalitetsskole. Mens IBC Handelsgymnasiet i Aabenraa blev Årets Gymnasie-Kvalitetsskole 2010 og 2011.